Para-sport i Danmark
I DKF ønsker vi at inkludere ALLE kuske i klub- og landsstævner, også kuske med handicap. Fremover kan du som kusk med dokumenterede fysiske eller kognitive udfordringer få lov at bruge de kompenserende hjælpemidler, som du har behov for, i kombinerede kørekonkurrencer.
Parakørsel i Danmark er fra 2024 beskrevet i det danske tillæg til reglementet.
Du finder det her: Dansk Køre Forbund | Kørereglementer, Dressurprogrammer m.v. (danskkoereforbund.dk)
Dressurprogrammer
Herunder finder du lidt konkret information og gode links.
Kvalifikationskrav for at deltage i verdensmesterskaber i 2025
Ny parakusk?
Har du fysiske udfordringer, kan du blive klassificeret som parakusk gennem Parasport.dk. Har du medfødte eller erhvervede kognitive udfordringer, kan du få en dispensation fra DKF. Alle klassificerede kuske og kuske med dispensation i Danmark kan deltage i alle klasser på lige fod med alle andre deltagere, blot får kusken lov at benytte de tildelte specielt definerede hjælpemidler.
For at blive klassificeret/få dispensation, skal du kontakte Susanne Bommelund fra Køreudvalget på 51466533 eller sbom@odense.dk
Susanne Bommelund vil lave første screening og hjælpe dig igennem processen.
For at blive klassificeret eller få dispensation, skal du være medlem af en forening under DKF. For at køre stævner, skal du have kuskelicens til den stævnetype, hvor du vil starte.
Fysisk handicappede skal gennem en klassificering i samarbejde med Parasport Danmark. Denne klassificering er for egen regning. Susanne Bommelund er kontaktperson til Parasport Danmark. Vil du vide lidt mere om, hvad der kræves, kan du se hvordan Parasport Danmark klassificere ryttere her: Klassifikation i paradressur - parasport.dk
Vi arbejder på at få kørsel lagt ind på Parasport Danmarks hjemmeside.
Kognitivt udfordrede skal kontakte Susanne Bommelund for gennemgang af dokumentation af diagnoser og tildeling af dispensation.
Hvad kan og må jeg som kusk med klassificering eller dispensation?
Dansk Køreforbund vil gerne inkludere ALLE kuske og åbner derfor for, at der kan køres alle almindelige stævner som kusk med klassificering eller dispensation. Når du er klassificeret eller har fået dispensation, vil du få en attest, der beskriver, hvilke kompenserende hjælpemidler, du må anvende under konkurrencekørsel. En kopi skal ALTID medsendes sammen med tilmelding til stævne.
Find listen over generelle og specifikke kompenserende hjælpemidler HER
Så det er bare om at komme ud at køre stævner. Rigtig god fornøjelse!
Stævneleder, hvad skal jeg?
Som stævneleder i Danmark skal du glæde dig over diversiteten i vores sport og at vi nu har mulighed for at inkludere flere deltagere til vores stævner.
Kuske med klassificering eller dispensation må deltage i alle stævner under DKF med de hjælpemidler, hver enkelt er klassificeret til.
Du vil modtage en attest sammen med tilmelding, som beskriver, hvilke kompenserende hjælpemidler, kusken må anvende. Denne bedes du give til alle dommere ved stævnet.
Der er ikke krav om, at du skal stille bestemte faciliteter til rådighed eller oprette specielle klasser. Parakuskene deltager på lige fod med alle andre – de kører blot med godkendte hjælpemidler.
Vil du gerne gøre dit stævne attraktivt for parakuske, er du velkommen til at beskrive det i propositionerne. Det kunne være, at i har et handicap toilet, rampe til cafeteria, afmærket parkering eller lignende. Du er selvfølgelig også velkommen til at lave specifikke klasser, men det er helt frivilligt.
Jeg vil gerne være FEI Para-Driver, hvad skal jeg?
Kuske med fysisk handicap, der ønsker at køre internationale FEI stævner, skal gennem klassificering af FEI uddannet Classifier. Du finder yderlige information på engelsk her: https://inside.fei.org/sites/default/files/Para%20Equestrian%20Forum-Fredy%20PPT_revised%20ABA.pdf
Læs mere om international Para-Driving her: https://inside.fei.org/fei/disc/driving/para-equestrian
Kontakt Susanne Bommelund for hjælp.