Vedtægter for Dansk Køre Forbund

Dansk Køre Forbund (DKF), stiftet den 28. november 1973

cvr. nr. 34151857

§ 1

Formål

Dansk Køre Forbunds formål er som landsforening at samle alle danske køreselskaber (foreninger) som fremmer
kørsel med hestekøretøjer, hestetrukne redskaber samt tømmerkørsel.

§ 2

Medlemmer

I Dansk Køreforbund kan optages køreselskaber, jf  §1. hvis medlemstal er mindst 25, jf. dog stk. 4

Ansøgning om optagelse fremsendes bilagt det ansøgende køreselskabs love/vedtægter, fortegnelse over selskabets bestyrelse, oplysning om køreselskabets adresse og medlemstal.

Køreselskaber, der 2 år i træk har færre end 25 medlemmer, kan ikke forblive som medlem. Såfremt geografiske forhold taler herfor, kan der dog dispenseres herfra.

B medlemskab af Dansk Køre Forbund for klubber under 25 medlemmer.

  • B medlemskab giver ikke stemmeret til Hovedbestyrelsesmøder.
  • I køreselskaber med B medlemskab må der afholdes klubstævne, top cup og dressur cup.
  • Køreselskaber med B medlemskab må ikke afholde landsstævne eller deltage i samme

Udmeldelse af Dansk køre Forbund skal ske skriftligt med 12 måneders varsel til den 31. oktober.

§ 3

Kontingent

Kontingent til Dansk Køre Forbund fastsættes af hovedbestyrelsen.

Kontingentet fastsættes på grundlag af antallet af medlemmer i det respektive køreselskab.

Kontingent skal være indbetalt til Dansk Køre Forbund senest 8 dage efter påkrav, gældende for det påbegyndte regnskabsår for Dansk Køre Forbund.

Ved restance fortabes selskabets ret til deltagelse i hovedbestyrelsesmøder.

§ 4.

Medlemsforpligtelser

Ethvert medlem af Dansk Køre Forbund er forpligtet at anføre i sine love/vedtægter, at køreselskabet er medlem at Dansk Køre Forbund, associeret med Dansk Ride Forbund under Danmarks
Idrætsforbund samt at køreselskabet og køreselskabets medlemmer som følge heraf er forpligtet til at følge Dansk Køre Forbunds, Dansk Ride Forbunds og Danmarks Idrætsforbunds regler og bestemmelser.

Alle medlemmer er pligtige til at indberette medlemsopgørelser til Danmarks Idrætsforbund inden den af Danmarks Idrætsforbund fastsatte dato. Indberetningen foregår på medlemsportalen, hvor der
også gives kontaktoplysninger til formand, kasserer samt bestyrelsesmedlemmer. Kopi af indberetningen sendes til Dansk Køre Forbunds sekretær.

Såfremt et medlem undlader at fremsende medlemsopgørelsen, jfr. stk. 4, er Dansk Køre Forbund berettiget til at opkræve det tilskud, der måtte tabes som følge heraf ved det pågældende køreselskab.

Det skal meddeles Dansk Køre Forbund hvis køreselskabet foretager ændringer i sine love/vedtægter. Ændring er betinget af, at de ikke strider mod Dansk Køre Forbunds, Dansk Ride Forbunds eller Danmarks Idrætsforbund regler og bestemmelser.

§ 5

Associeringsaftale

Dansk Køre Forbund har en associeringsaftale med Dansk Ride Forbund under Danmarks Idrætsforbund, hvorfor Dansk Køre Forbund og forbundets medlemmer er forpligtet til at følge nævnte forbunds regler og bestemmelser.

§ 6

Hovedbestyrelsen

Hovedbestyrelsen er Dansk Køre Forbunds højeste myndighed.

Hovedbestyrelsen udgøres af en repræsentant fra hvert køreselskab

§ 7

Hovedbestyrelsesmøder

Hovedbestyrelsens medlemmer indkaldes med mindst 14 dages varsel ved brev eller pr. e-mail

Indkaldelsen fremsendes til det enkelte køreseslskabs formand. .

Hovedbestyrelsesmøde afholdes hvert år i 4. kvartal.

Ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde afholdes, hvis formanden beslutter dette eller hvis mindst 3 køreselskaber anmoder herom. En sådan anmodning skal indeholde en udførlig begrundelse. I så fald skal formanden indkalde snarest muligt med det i stk. 1 nævnte varsel. Det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde skal afholdes indenfor en frist på 6 uger fra begæring herom er fremsat.

§ 8

Dagsorden

Dagsorden for ordinært hovedbestyrelsesmøde skal omfatte:

1. Valg af dirigent

2. Aflæggelse af beretninger

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab

4. Behandling af indkomne forslag

5. Fastlæggelse af kontingent

6. Valg af præsident

7. Valg af formand

8. Valg af næstformand

9. Valg af sekretær

10. Valg af kasserer

11. Revisor og revisorsuppleant

12. Valg af medlemmer til forretningsudvalg og suppleant for samme

13. Valg af medlemmer til faste udvalg

14. Eventuelt

Præsidenten vælges for 2 år ad gangen.

Formanden vælges for 2 år og øvrige for 1 år ad gangen.

Forslag, jf.stk. 1 nr.4, der ønskes behandlet på det ordinære hovedbestyrelsesmøde, skal være sekretæren i hænde senest 3 uger før Hovedbestyrelsesmødet og medsendes som bilag til mødeindkaldelsen.

Udover repræsentanter for køreselskaberne, jf. § 6 stk. 2, har 1 bisidder fra hvert køreselskab samt formændene for alle

faste udvalg adgang til at deltage i hovedbestyrelsesmøderne. Kun repræsentanten har stemme- og taleret.

 

§ 9

Forretningsudvalg

Hovedbestyrelsen nedsætter et forretningsudvalg der består af indtil 5 medlemmer, foruden formanden og næstformanden.

Suppleanten kan indbydes til møder i forretningsudvalget i det omfang forretningsudvalget finder det relevant.

Forretningsudvalgsmedlemmer skal være repræsentanter for deres køreselskab i hovedbestyrelse.

Forretningsudvalget forestår forbundets daglige ledelse og fastsætter selv sin forretningsorden.

Udvalget indkaldes af formanden eller på opfordring af de øvrige medlemmer.

Forretningsudvalget træffer afgørelse med almndelig stemmeflertal. Ved stemmelighed falder forslaget.

Sekretæren, såvel som kassereren, er til rådighed for forretningsudvalget. Der udarbejdes referat fra møder i forretningsudvalget.

Forinden en sag af betydning forelægges for hovedbestyrelsen, behandles denne såvidt muliugt af forretningsudvalget.

Betales kontingentet ikke rettidigt, kan forretningsudvalget, efter der er givet et yderligere påkrav, træffe beslutning om, at ekskludere medlemmet. Træffer forretningsudvalget afgørelse herom, kan spørgsmålet forelægges hovedbestyrelsen ved næste ordinære hovedbestyrelsesmøde, såfremt det ekskluderede medlem inden 14 dage fremsætter anmodning herom.

§ 10

Andre udvalg

Hvert af de faste udvalg nedsættes med det antal medlemmer som hovedbestyrelsen fastsætter.

Valgperioden for udvalgsmedlemmer er 3 år, med mindst 1 medlem på valg hvert år. Udvalgene konstituerer sig med formand.

Udvalgene fastsætter selv deres forretningsorden samt fører den nødvendige korrespondance vedrørende arbejdet.

Udvalgene refererer til forretningsudvalget v/formanden, som løbende holdes orienteret om udvalgets aktiviteter. Kopi af al korrespondance og mødereferater sendes til forretningsudvalget v/formanden. Mødereferater sendes tillige til webmaster, som sætter mødereferaterne på hjemmesiden. Dansk Køre Forbunds formand og næstformand har ret til at deltage udvalgsmøder samt til at foranledige sådanne afholdt.

Rapport om udvalgets arbejde og forventninger til det kommende år gives på hovedbestyrelsesmødet.

§ 11

Valgbarhed og stemmeret

Hovedbestyrelsen vælger en præsident til varetagelse af repræsentative opgaver. Præsidenten kan vælges udenfor kredsen af repræsentanter, men blandt personer, der er medlem af et selskab tilsluttet Dansk Køre Forbund.

Hovedbestyrelsen kan udpege sin formand udenfor kredsen af repræsentanter, men blandt personer, der er medlem af et selskab tilsluttet Dansk Køre Forbund.

Hvert køreselskab har én stemme

Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når formanden samt mindst halvdelen af hovedbestyrelsens samlede antal stemmer er repræsenteret.

Hovedbestyrelsens afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed falder forslaget.

§ 12

Tegningsret

Dansk Køre Forbund tegnes af formanden i forening med næstformanden eller kassereren.

§ 13

Regnskab

Regnskabsåret er fra 1. oktober til 30. september

Det reviderede regnskab udsendes til hovedbestyrelses medlemmer senest samtidig med indkaldelse til det ordinære hovedbestyrelsesmøde, jf. § 7 stk. 2. jf. stk. 1.

 

§ 14

Ændring af vedtægten m.v.

Ændring af vedtægten eller opløsning af Dansk Køre Forbund kræver, at der på det møde hvor forslaget behandles, at 2/3 – del af Dansk Køre Forbunds stemmer er repræsenteret.

Selv om 2/3 – del af Dansk Køre Forbunds samlede antal stemmer ikke er repræsenteret, skal et forslag dog sættes til afstemning. Såfremt mindst 2/3 - del af de repræsenterede stemmer går ind for forslaget, skal forslaget inden 3 måneder forelægges hovedbestyrelsen ved et ekstraordinært møde, indkaldt med 14 dages varsel jf. § 7 stk.1. Forslaget kan herefter vedtages, såfremt 2/3 - del af de repræsenterede stemmer går ind for forslaget.

Prøvelse af en af forretningsudvalget meddelt eksklusion, jf. § 9 stk. 9 sker efter almindelig stemmeflerhed.

Såfremt der træffes beslutning om forbundets opløsning, træffes der på samme møde ved simpel stemmeflerhed beslutning om afvikling og herunder hvorledes der skal forholdes med Dansk Køre Forbunds aktiver.

Således vedtaget
Hovedbestyrelsesmødet, den 20. november 2021

Per Rothmann, Dirigent

Vedtægter i PDF

Danmarks Idrætsforbunds forsikringsordning, som er Dansk Køre Forbunds forsikring  

Forsikringsordningen i PDF format.

Hold i dag

Instagram