Tømmerkørsel – Et unikt samarbejde mellem hest og kusk
Skrevet i samarbejde med Gitte Buchholt – Gittes kuskeskole.

Tømmerkørsel er en disciplin, der bygger på et helt særligt samarbejde mellem hest og kusk. Her er opmærksomhed på selv de mindste detaljer afgørende – som for eksempel et halvt skridt frem, en hurtig opbremsning eller den målrettede træning, der styrker hestens muskler de rette steder.
Alle, der arbejder med kørsel med hest og vogn, kan have stor gavn af at træne tømmerkørsel. Særligt inden for pløjning, hvor man ofte stopper op for at kontrollere dybde og bredde eller justere ploven, er tømmerkørselstræning en værdifuld forberedelse. I traditionel kørsel, er en af øvelserne tit at man skal fange en glas champagne, drikke det, og stille det på en afsats lidt længere fremme, det vil aldrig være et problem, hvis man har øvet på en tømmertræk bane. Og meget champagne ville ikke gå til spilde. Men også andre discipliner kan drage fordel af den lydighed og præcision, som træning med træstammer og specifikke øvelser i tømmerkørsel giver både hest og kusk.
Mange begynder tilkørsel ved at lade hesten trække et bildæk eller en slæde, hvilket gør overgangen til at trække en træstamme relativt enkel. For erfarne køreheste eller -ponyer, der måske har glemt at tage tingene i et roligt tempo og blot skridte, kan tømmerkørsel være en effektiv måde at genopfriske denne færdighed. Øvelsen med at sætte i gang med en tung, død vægt, der ikke ruller, kan desuden være nyttig i mange sammenhænge – også inden for konkurrencekørsel.
Endelig bør den sociale dimension ved tømmerkørsel ikke undervurderes. Træning sammen med andre og deltagelse i arrangementer kræver ikke en vogn, hvilket gør det nemmere og mere tilgængeligt at være en del af fællesskabet blandt tømmerkørselkuske.
Tømmerkørsel er således ikke blot en træningsform, men en disciplin, der styrker samarbejdet mellem hest og kusk, forbedrer præcision og lydighed og skaber sociale forbindelser i et engageret miljø.
Dansk Køre Forbunds formand Erling Larsen, er også blevet bedt om input til denne artikel, fordi han selv deltager i tømmerkørsels stævner og han skriver:
Jeg vil gerne have noget med, at tømmerkørsel ikke handler om mange hestekræfter, men om teknik, rigtig placering af hest og tømmerstok. For mig som menneske eller person handler det i høj grad også om at koble fra alt muligt andet. Du kan ikke både køre tømmer og tænke på alt muligt andet. Det lyder meget filosofisk og højttravende, men jeg tror, det er rigtigt vigtigt for mange af os. Tømmerkørsel handler også rigtigt meget om at være sammen om det her. Alle kuskene går rundt inde på banen og leger kloge Åge, så er vi nogle få, der tager det et skridt videre og prøver at konkurrere med de rigtige dygtige i Europa. Det er rigtigt spændende at være med til, det kræver det samme som hvis du kørte herhjemme: en veltilkørt hest, en masse træning, en kraftig og sikker sele plus mod på en til tider lang køretur.
Disciplinen tømmerkørsel:
Selve konkurrencen består af flere discipliner, fx lynbænken hvor tømmeret "stables" , slædebanen hvor der læsses tømmer på en slæde og en bane gennemføres inden der igen læsses af og langtømmerbanen hvor der trækkes en lang stamme gennem et antal forhindringer.

Alle typer af heste kan bruges. Der er flere der kører med fx fjordheste, islændere, schleswigere, belgierheste og endda shetlandsponyer. Til de små ponyer er der lavet en mindre slæde og lidt lettere tømmer, så de også kan være med.
Det handler om at håndtere træstammer og skovudstyr præcist og sikkert. Hestene testes på deres trækvilje og deres lydighed. Alt foregår i skridt. Tømmerkørsel kræver en veltrænet og lydig hest. Der stilles også krav til kuskens evne til at samarbejde med hesten. Jo mere ro, jo bedre.
Alle sportsgrene bliver til kunst, når det er top sport. Til EM i Østrig i 2022, optogs en video med Gitte Buchholt som speaker af Kristian Kjeldsens bronze kørsel. Se her.
For nuværende er følgende stævner planlagt: 9, marts i Lem, se mere her. Den 12. april i Vendsyssel Køreforening, 21. april i Østjysk Køre Selskab, i Slesvigske Køre Selskab den 10. majSøg her på hjemmesiden under "Mere" med ordet "Tømmerkørsel" for mere info.
Se billeder i galleriet, fra forskellige stævner: