VM i 1-spand i München

Fra den 1. til 6. september afholdes verdensmesterskaberne i 1-spand hest i München, hvor Danmark er repræsenteret af to kuske.

Maria Buchwald og Dolan Morsø

Maria Buchwald fra DKS stiller op med Dansk Varmblods-hesten Dolan Morsø, der er efter Blue Hors Don Romantic. Tidligere blev hesten kørt af Udo Buchwald, og sammen opnåede de en flot 7. plads ved et stævne i Belgien i 2025. Med Maria som kusk har ekvipagen i år opnået en 5. plads i Polen i maj og en 8. plads i Holland i juni. På nuværende tidspunkt ligger ekvipagen som nr. 53 på FEI’s verdensrangliste for 1-spand hest.

Ann Kristina Pedersen og Liesanova

Ann Kristina Pedersen fra VKS deltager med hesten Liesanova. I år har ekvipagen konkurreret i to internationale stævner: i Holland i marts, hvor de blev nr. 13, og i Tyskland i april, hvor de opnåede en 12. plads. På FEI’s verdensrangliste ligger de aktuelt som nr. 83.

Tidligere var det meldt ud, at Helle Jespersen Frid også skulle deltage i VM, men hun har desværre måttet trække sig på grund af en skadet hest.

Deltagere fra andre lande

Flere nationer stiller med stærke hold på op til otte kuske, herunder Schweiz, Polen, Holland, Tyskland og Frankrig. Norge er repræsenteret af to kuske, Britt Scharffenberg og Kristine Steine Sund, mens Sverige stiller med fire: Linnea Kristiansen, Jens Larsson, Maria Nyström og Cecilia Qvarnström. I alt er der 85 kuske på startlisten.

Vigtigt at tjekke bid

Den internationale kuskeforening opfordrer alle deltagere til at sikre sig, at deres bid er tilladt i henhold til reglerne. Ved verdensmesterskaberne for 4-spand i Aachen blev kuske diskvalificeret efter dressuren på grund af ulovlige bid. Kontrollen fokuserede på ændringer eller tilføjelser, der ikke var tilladt, og to kuske blev noteret som diskvalificerede på resultatlisten.

For at undgå lignende situationer har kuskeforeningen anmodet FEI om at tilbyde mulighed for kontrol af udstyret inden konkurrencestart, så eventuelle fejl kan rettes i tide. Det anbefales, at kuske løbende holder sig opdateret om reglerne, især artikel 1044.6 i FEI’s veterinærreglement.

Klik her for livestreamen via FEI TV

Hold i dag

Instagram