Dansk Køre Selskabs Internationale stævne i august


Stævnet har vi beskrevet som en generalprøve til VM i 2027, og VM-tøjet blev også afprøvet.

Forhindringskørsel og samlet
Man kender ikke stævneresultatet, før den sidste kusk har gennemført forhindringskørslen.

Karina Blaabjerg vinder af 1-spand pony 3*

Louise Kaiholm nr. 3 i klassen 2-spand pony 3*

Thomas Andersen nr. 3 i klassen 2-spand pony 2*
Forhindringskørsels resultat Samlet resultat
Kun én dansk kusk formåede at vinde sin klasse: Karina Blaabjerg fra MKS i klassen 1-spand pony 3*. Derudover opnåede to danske kuske en flot 3. plads. Thomas Andersen i 2-spand pony 2*, som nu kan kalde sig 3*-kusk, og Louise Kaiholm fra SKS i klassen 2-spand pony 3*. Når man lægger dressur, maraton og forhindringskørsel.

Forhindringsbanen var designet af schweizeren Michael Meyer, og den viste sig at være særdeles udfordrende. Kun tre kuske formåede at køre fejlfrit. Banen var også lidt tricky – efter port 15, hvor man næsten var færdig, fulgte port 16, 17, 18 og 19, som blev skæbnesvangre for mange. Især port 16, en dobbelt okse med reduceret portbredde, voldte problemer. Bredden var kun 15 cm større end bageste hjulaksel, hvilket krævede stor præcision. Efter port 19 lå port 3 lige for, hvilket forvirrede flere heste og ponyer, der troede, det var næste port. Dette resulterede i, at mange også ramte en bold på den sidste port. Alle keglerne var desuden forsynet med "fødder", så det ikke længere var muligt at skubbe til keglen uden at vælte bolden – en ekstra udfordring for kuskene.
I klasser, hvor resultaterne før forhindringskørslen lå tæt, blev stillingen hurtigt vendt på hovedet. Man kan roligt sige, at det var en dårlig generalprøve for kuskene inden VM. Men er det ikke sådan, at en dårlig generalprøve giver en god premiere? Lad os håbe, det holder stik denne gang.
På Dansk Køre Forbunds Facebook-side kan man finde videoer af alle kørsler og præmieoverrækkelser opdelt efter klasse. Derudover ligger der en længere video på YouTube, som viser hele forhindringskørslen i startrækkefølge – en mulighed for at genopleve stævnet. Se startlisten nedenfor. (Dog kom er en præmieoverrækkelse som det første, ved en fejl.)
YouTube - Forhindringskørslen. Link til Steen Kristiansens foto fra forhindringskørslen.
Link til Facebooks Dansk Køre Forbund side. Link til Bine Sierla's foto fra forhindringkørslen.
I følge en lokal side på Facebook, var der flere lokale, for at se på konkurrencerne, her fra søndagens forhindringkørsel.

Forhindringskørsel
I morgen, søndag den 16. august, er der forhindringskørsel på programmet, og denne gang bliver det en smule mere udfordrende end normalt. Der er nemlig monteret fødder under keglerne, hvilket betyder, at selv den mindste berøring kan få bolden til at falde ned – og det udløser tre strafpoint. På en græsbane, som den vi har nu, hvor underlaget er tørt, har man ofte set, at keglerne kan skubbes flere centimeter uden at bolden falder. Dette ønsker FEI at undgå, og derfor er der udvalgt enkelte stævner som forsøg på denne løsning. Stævnet på Rævebjerg er et af dem, fortæller Kim Andreasen, dansk international banebygger, mens han er i gang med at placere brikkerne under keglerne. Se videoen her.

Når man kigger på resultaterne inden forhindringskørslen, er der ingen tvivl om, at nerverne begynder at spille ind hos kuskene. I klassen 2-spand pony 3* fører Maria Buchwald med 134,84 strafpoint, men hun har Tobias Fiefhaus fra Tyskland lige i hælene med 135,26 strafpoint, mens Lars Jespersen Dau ligger på tredjepladsen med 136,57 strafpoint.
I klassen 1-spand pony 3* er det franske Bere Meuwis Cressent, der fører med 121,92 strafpoint, mens Karina Blaabjerg ligger på en flot andenplads med 124,32 strafpoint.
I klassen 1-spand hest 3* bliver det spændende at se, om Norge kan holde førstepladsen med Lise Iren Gylseth, der har 140,33 strafpoint, eller om sejren går til Luxembourg. Her ligger Marie Schiltz nemlig på både anden- og tredjepladsen med henholdsvis 141,43 og 142,31 strafpoint.
Se de aktuelle placeringer inden forhindringskørslen her.
Startliste forhindringkørsel


Maratonen
Ca 90 morgenmad skulle der serveres lørdag morgen til alle frivillige blandt andet personale til forhindringerne. Mens de spiste gik kuskene maratonforhindringer.
Der blev desværre ingen sejre til de danske kuske på Rævebjerg i dag. Men betyder det, at dagen var en skuffelse? Slet ikke. Vi skal huske, at nogle af verdens bedste kuske lige nu befinder sig i Danmark, og konkurrencen er derfor benhård. Bedst placeret blandt danskerne blev Jesper Lamborg Jørgensen fra Dansk Køre Selskab, som sikrede sig en flot 2. plads i klassen 2-spand 2* med 100,23 strafpoint. Lige efter ham kom Thomas Andersen fra Fyens Køre Selskab på 3. pladsen med 107,92 strafpoint.
I den højere 3*-klasse var det Lars Jespersen Dau, der leverede det bedste danske resultat i 2-spand pony-klassen. Han sluttede på en flot 4. plads med 81,31 strafpoint.
Kun tre kuske måtte rette en fejlkørsel i dagens løb, hvoraf amerikanske Mary Phelps desværre måtte rette to. Alle fejlkørslerne fandt sted i vandforhindringen, nr. 5. Derudover var der en enkelt groom, der måtte på jorden, hvilket gav 5 strafpoint. I alt blev 24 bolde revet ned – faktisk ikke mange, når man tænker på antallet af spand og bolde, der var opstillet. Uheldet ramte dog Tim Schäferhoff fra Tyskland, som væltede i forhindring 6. Heldigvis kom ingen til skade, men han måtte udgå af konkurrencen. Det var ellers en skam, da han tidligere havde sikret sig en 2. plads i dressuren i klassen 2-spand pony 3*.
De få nedrevne bolde vidner om, at mange kuske kørte med stor præcision og undgik at ramme forhindringerne. Dog vil jeg gerne komme med en lille opfordring til enkelte kuske: Hvis man ikke kan gennemføre en forhindring uden at en eller begge heste slår fra gentagne – altså løfter hovedet så voldsomt, at det ligner en "hund i en roemark" – bør man overveje, om det er værd at starte. Jeg ved ikke, hvorfor hestene reagerer sådan, men det ser ikke godt ud og sender et uheldigt signal om vores sport, hvis sådanne billeder eller videoer deles.
På YouTube kan man finde optagelser fra forhindring 4 og 5. Det er det, man kalder livestreaming. Desværre giver hverken YouTube eller Facebook mulighed for at zoome ind eller ud, så kvaliteten af optagelserne er ikke optimal. Alligevel kan man få et indtryk af stemningen på stævnepladsen, og den var virkelig god. Der var også godt gang i salget fra madvognen, hvor der blev hentet ekstra forsyninger af både vand, øl og saft.
MARATHON resultat.pdf
Dressur og maraton lagt sammen, resultat
Link til live fra maratonen, første del.
Link til live anden afdeling af maratonen.
Link til Steen Kristiansens foto fra maratonen


Startliste maraton pdf
Dressuren på Rævebjerg
I dressurkonkurrencen på Rævebjerg er der blevet givet over 8.300 point for øvelserne, men kun under 100 af disse er 8-taller eller derover. Når man tænker på, at mange af deltagerne er kuske med ambitioner om at kvalificere sig til VM næste år, er det bemærkelsesværdigt få høje karakterer.
Ser man nærmere på fordelingen, bliver det endnu mere interessant. Langt de fleste 8-taller er givet i klasserne for 4-spand pony og 1-spand pony, særligt blandt de fire bedste i disse klasser. Det kan tyde på, at dommerne efterspørger mere afskub og måske større stabilitet i forparten. Hvis manglende afskub er det, der trækker karaktererne ned, kan det være forståeligt, men det rejser også spørgsmålet, om denne vurdering bør revurderes. Hvis en hest eller pony ser ud til at trives og virker veltilpas i sin rolle som kørehest, bør det efter min mening vægte positivt. I en tid, hvor hestevelfærd er i fokus, bør en tilfreds og harmonisk præstation belønnes højere – også selvom den måske ikke er sprængfyldt med energi. Der er trods alt stadig fire andre karakterer, hvor dommerne kan belønne ekstra udstråling og dynamik.
Heldigvis er der givet mange 8-taller og højere karakterer i de to sidste kategorier, hvor dommerne vurderer kuskens præstation og det samlede indtryk. Disse karakterer er dog ikke medregnet i ovenstående analyse.
Du kan finde alle de point, dommerne har givet, her.
I den detaljerede resultatliste er der også en del røde felter, som markerer point under 4. Det er selvfølgelig ikke ønskværdigt, men det kan måske skyldes, at der har været lidt for mange nerver på spil. Mange af kuskene er ellers erfarne og dygtige og kan sagtens køre deres spand forsvarligt. For nogle har målet måske været at komme under 65 strafpoint, hvilket er en vigtig milepæl for at kvalificere sig til VM næste år. Det kræver nemlig to internationale stævner med et dressurresultat under 65 strafpoint samt et fuldført stævne uden udelukkelse. Det ene stævne skal finde sted i VM-året, men det ville selvfølgelig være en fordel at have det første resultat på plads allerede i år.

Maria Buchwald

Karina Blaabjerg
To danske kuske skilte sig dog positivt ud ved at vinde deres klasse i 2-spand pony. Maria Buchwald fra Dansk Køre Selskab opnåede 48,62 strafpoint, mens Karina Blaabjerg fra Midtjysk Køre Selskab imponerede med 46,07 strafpoint. I de øvrige klasser var det udenlandske kuske, der tog førstepladserne.
Se alle Bine Sierla's billeder fra fredagens dressur her.
Steen Kristiansen foto torsdag Fredag
Oplev de danske kuskes dressur – klik på billederne for at se mere




Se Bine Sierla's foto fra torsdagens dressur.
Tirsdag på Rævebjerg
"Generalprøve" – sådan kan man beskrive det aktuelle stævne, der i disse dage finder sted på Rævebjerg i Mørkøv. Stævnet er arrangeret af Dansk Køre Selskab og fungerer som en generalprøve for ponykuskene, der næste år skal deltage i VM.
Omkring 160 heste og 84 ekvipager fra 15 forskellige lande, herunder USA og Spanien, forventes at deltage. Nogle kuske stiller op med to spand, hvilket betyder, at der er lidt færre kuske end ekvipager.
Konkurrencerne begynder torsdag kl. 09:00, hvor den spændende 1-spand pony 3* klasse løber af stablen. Startlisterne vil være klar til offentliggørelse kort tid efter dyrlægetjekket, som finder sted i morgen kl. 14:00.
Vi glæder os til nogle fantastiske dage med hestesport i verdensklasse!
Der tekst til alle billederne.
Desværre fik jeg ikke taget et billede af stævnesekretariatet – stedet, hvor man skal hente sit armbånd for at få adgang til stalden og få bevis for betaling af camping og strøm. Det er altid et travlt sted, især ved ankomst, hvor spørgsmålene flyver om alt mellem himmel og jord. Ofte er det de samme kuske, der lige skal have bekræftet de samme ting igen og igen. Under billedet fra opvarmningsbanen fortæller jeg lidt om, hvad man er oppe imod – blandt andet med kuske, der lige skal mindes om at overholde reglerne.
I stævnesekretariatet sidder Janna Eliasen og Lene Grimbühler, og jeg har en stærk fornemmelse af, at Charlotte Monk også var med på holdet tirsdag. De gør virkelig et kæmpe stykke arbejde!
Det er tydeligt markeret, hvor deltagerne med hest og vogn skal dreje ind til stævnepladsen. Publikum skal benytte en anden adgangsvej, via vandværksvej.
Velkomstteamet sørger for, at alle heste og ponyer bliver tjekket, inden de får adgang til staldene. Der måles temperatur, og det kontrolleres, at pas og chip stemmer overens. Samtidig verificeres det via FEI-appen, at vaccinationerne er opdaterede. Dette sikrer en hurtigere proces, da vaccinationernes datoer allerede er registreret digitalt, hvilket eliminerer behovet for at bladre i passet for at finde oplysningerne. Bemærk, at det ikke er muligt at tilmelde sig et FEI-stævne, medmindre alle nødvendige vaccinationer er korrekt indtastet i systemet.
Mens vores udsendte stod på stedet, ankom Lars Jespersen Dau med både sine egne og sønnen Christians heste. Datteren Kristine var med som assistent og stod for at tage temperaturen på hestene. Kort efter fulgte et firspand ponyer fra Holland, efterfulgt af den lokale kusk Maria Buchwald, der deltager med et tospand ponyer.Se video:
https://fb.watch/IXPWw-JMew/
En dedikeret gruppe af frivillige sørger for, at alt fungerer gnidningsfrit – lige fra koordinering af parkeringen for de store transportkøretøjer til håndtering af de små, men vigtige opgaver. De imponerende maskiner og de små detaljer bidrager til at gøre oplevelsen både effektiv og underholdende. Den gode stemning og de humoristiske drillerier var heller ikke til at tage fejl af – det hele skabte en positiv og engageret atmosfære.
Maria Buchwald ankommer med sine ponyer.
En amerikansk kusk deltager i stævnet med et 4-spand ponyer, hvor både ponyerne, hestevognene og transporten er lejet i Belgien. Til næste års VM planlægger han, så vidt vides, at medbringe sine egne ponyer, men for at få erfaring med stævnet og faciliteterne på en mere omkostningseffektiv måde, har han valgt at leje udstyret til dette stævne. Det er ikke sandsynligt, at han rejser direkte fra USA til VM næste år. Tidligere har amerikanske kuske ofte ankommet til Europa i god tid for at deltage i et eller to FEI-stævner og modtage træning fra europæiske trænere, inden de deltager i VM.
Kuske, deltager, camping med teltstald bagerst.
Maraton gennemgang.
Ole Buch Jensen, en dansk kusk og ejer af et tømrerfirma, er sponsor for denne maratonforhindring. Der går et sjovt rygte om, at han pyntede forhindringen med redskaber fra sit firma for bedre at kunne huske ruten gennem forhindringen. Desværre er han ikke til stede ved dette stævne, så vi kan ikke finde ud af, om det faktisk virkede – men det er da en ret kreativ idé.
Køge Bugts Anlægsgartner er stolt sponsor af denne maratonforhindring. På lørdag kan publikum opleve deres imponerende evner inden for planteudsmykning.
Lars Nielsen er ikke til at tage fejl af – hans baggrund i transportbranchen skinner tydeligt igennem. Med rødder i et lastbilfirma er han samtidig en af de mange engagerede frivillige, der gør en forskel.
18 flag vajer stolt – ét for hvert af de repræsenterede lande. 15 nationer har sendt kuske, 2 lande bidrager med dommere, og dertil kommer FEI-flaget
FEI's regler fastslår, at den samme bund, der anvendes til dressur, også skal benyttes ved dyrlægetjekket for at sikre, at heste og ponyer er i tilstrækkelig god form til at konkurrere.
Regnecentralen er det centrale omdrejningspunkt, hvor data fra konkurrencen registreres og behandles. Her indtastes point fra de fem dommere i "Driving-programmet", tider og fejl fra de syv forhindringsposter i maratonforhindringerne samt etape- og forhindringstider. Det kræver stor præcision fra de to ansvarlige for at undgå tastefejl, da korrekt registrering er afgørende for konkurrencens afvikling.Det er også her, startrækkefølgen fastlægges, med hensyn til kuske, der starter flere gange, eller kuske, der deler groom. Navne på kuskene leveres via en fil fra FEI, som håndterer al tilmelding gennem de nationale forbund.De to ansvarlige for regnecentralen er Lene Marie Sørensen og Annette Vinther Krøyer fra Dansk Køre Selskab. Sammen sikrer de en fejlfri og effektiv håndtering af konkurrencens data.
Dansk Køre Selskab har etableret et køkken med faciliteter, der gør det muligt at bespise et stort antal personer – primært de frivillige, men også kuskene har mulighed for at købe varm mad. Til dette stævne er der planlagt omkring 500 aftensmåltider. Tirsdag aften blev der serveret lasagne med tilbehør, onsdag stod menuen på frikadeller, torsdag Rævebjerg-schnitzler, fredag gullasch og lørdag glaseret skinke.Derudover sørges der naturligvis også for morgenmad og frokost til de frivillige, officials, stewarder og dommere. Lørdag, hvor maratonhjælperne ankommer, forventes der at skulle serveres morgenmad til cirka 100 personer.Det er Tea Giversen, der står for maden, assisteret af en dedikeret gruppe frivillige.
Klokken er klar til stævnets overdommer, Pia Skar, FEI-dommer på niveau 4 – det højeste niveau – og medlem af Dansk Køre Selskab
Når ponyerne motioneres til et stævne, sker det altid under opsyn af stewards, som sikrer, at alt foregår på en måde, der tager hensyn til hestenes velfærd. Kuske skal under hele stævnet have deres nummer tydeligt placeret på både vogn og hest, så stewarderne hurtigt kan identificere ekvipagen, hvis der opstår en situation, der kræver dialog med en dyrlæge eller dommer.Det sker dog, at en kusk glemmer dette. Selvom langt de fleste kender reglen, skal stewarderne alligevel minde dem om det. Min oplevelse, når jeg taler med stewards og sekretariatet, er, at det ofte er de samme kuske, der har en tendens til at springe over, hvor gærdet er lavest.Derfor vil jeg gerne opfordre alle danske kuske til at sørge for at have styr på papirarbejdet, numrene og alt det andet, der kræves for at overholde reglerne. Det bliver bemærket, når en ekvipage gentagne gange skal mindes om reglerne eller have hjælp til at finde deres numre – især når informationen allerede er sendt ud, og man burde være forberedt. Lad os alle gøre vores bedste for at lette arbejdet for stewards og andre samt sikre, at stævnerne forløber så gnidningsfrit som muligt.
Og øverst holder Marianne Seidenfadens ræv skarpt øje.
Som nævnt i indledningen nåede jeg desværre ikke at få taget et billede af stævnesekretariatet, men heldigvis har Bine Sierla været så venlig at klare det for mig. På billedet ser vi de frivillige Charlotte Monk (tv.) og Janna Eliasen.










Husk at tilmeldning forgå via Dansk Køre Forbund, det vil sige FEI, hvor til alle tilmeldinger sendes af Josefine Frost, som skal have din tilmelding senest én uge før sidste tilmeldingsfrist i henhold til propositionerne for stævnet. Og kun via mail: j_c_s_f_49@hotmail.com
Se mere her.