Dødsfald: Lena Vabø
En af køresportens grand old ladies er kørt over regnbuen.
Det var noget af et chok at læse dødsannoncen og erfare, at Lena Vabø stille sov ind onsdag den 28. oktober, 83 år gammel.

Så sent som den 19. september var Lena og hendes mand, Jørgen Lamborg, med ved Dansk Køre Selskabs Concours de Tradition på Ledreborg. Det er derfor svært at forstå, at Lena ikke længere er iblandt os.
Foto Steen Kristiansen
Så længe jeg kan huske, har Lena været en aktiv del af dansk køresport. Hun deltog som kusk ved stævner på mange niveauer og helt op til danmarksmesterskaberne. Så sent som i 2024 var hun hos Vendsyssel Køreforening for at deltage i DM.
Foto Louise Nyborg Rosenbeck
Også ved landstævnerne i Jylland var familien Vabø-Lamborg gennem årene velkendte gæster, som regel med Lena ved linerne. Og det var ikke hvilke som helst ponyer, der gik foran vognen. Familien kørte med ponyer af egen avl fra Stutteriet Gørshøj, som blev grundlagt i 1977.
I 2006 blev stutteriet kendt langt uden for køresportens kredse. Regeringens og Folketingets dåbsgave til Kronprins Christian var ponyen Flikflak, der var opdrættet på Stutteriet Gørshøj.
Lenas store engagement begrænsede sig ikke til hestene og køresporten. I sit professionelle liv var hun autoriseret psykolog samt specialist og supervisor inden for børne-, unge- og familieområdet.
Lena efterlader sig sin mand, Jørgen Lamborg, datteren Katja Lemborg og tre børnebørn. Køresporten lever videre i familien, hvor både datteren og et af børnebørnene er aktive kuske.
Med Lena Vabøs bortgang har dansk køresport mistet en markant personlighed og en kusk, som gennem mange årtier var en del af sporten.
Æret være Lena Vabøs minde.