Landsstævne på Fyn - Fyens Køre Selskab

Teknisk delegeret og dommer ved Landsstævnet på Fyn, Arnild Arp-Hansen, har delt sine oplevelser fra en weekend, der bød på både hedebølge med den ene varmerekord efter den anden og et imponerende regn- og tordenvejr.
Til Landsstævne på Fyn i en hedebølge
Der var 44 tilmeldte, fra 1-spand miniature heste til 4-spand store heste, der skulle afsted til Landsstævnet på Fyn. Meteorologerne havde lovet strålende sol, 37 – 39 graders varme og let til ingen vind. Puha, det ville blive en varm omgang.
Jeg skulle også være TD, så jeg talte med Henning Clausen et par dage inden jeg tog afsted. Han var selv til springstævne i Jylland, og her havde stævneledelsen opfordret alle ryttere at medbringe en blæser på batteri til at sætte op i boksene. Så jeg satte en tilsvarende opfordring ind på WhatsApp’en til kuskene. Ikke alle nåede at reagere, så der blev lidt varmt i staldene.
Vel ankommet til Kærsgård viste det sig, at nogle enkelte kuske havde meldt afbud pga varmen, men de kom så alligevel til Fyn om lørdagen for at hjælpe til ved maratonen.
Dommerteamet bestod af Judith Kofoed som overdommer, Gitte Andersen og mig selv som sidedommere og Pernille Prip som skyggedommer - det betyder, at hun dømmer på samme vilkår som os andre, men at hendes bedømmelser ikke fremgår af resultatlisten. Pernille er i gang med at blive uddannet til dommer.
Da hele dommerteamet var ankommet, tog vi en snak om hvordan vi kunne gøre, for at tage hestevelfærden og også kuskevelfærden alvorligt med den varme. Det havde jo været ret køligt i vejret lige til dagen før alle kørte hjemmefra. Vi besluttede os så for følgende:
- Der kom blæsere op i dommerhusene
- Kuske og grooms måtte køre uden jakker i dressur og forhindringskørsel
- Hastighederne i maraton blev sat ned med 1 km/tim for alle klasser
- Maraton startede kl 0800 i stedet for kl 0900
- Der blev skaffet to tanke med i alt 1600 l vand, der stod ved slut på maraton. Kuskene havde stillet en spand klar til brug til vanding og til at komme vand over hestene
- Hestene måtte spændes fra efter slut på maraton inden inspektion, så de kunne blive håndteret med vand og blive trukket rundt med indtil de blev klarmeldt
Alle deltagere klarede alle 3 discipliner fint i varmen. Det var kun nogle få kuske og grooms, der kørte uden jakker i dressur og forhindringskørsel. Der blev brugt meget vand ved slut på maraton, men der var stadig noget tilbage. Natten inden forhindringskørslen kom et vældigt tordenvejr forbi med masser af lyn i mere end en time og så en tordenvejr, der virkelig ville noget. Og så kom regnen. Det var voldsomt, men mængden var alligevel ikke større, end at det bare kom til at betyde, at keglebanen blev bedre at køre på.
Som sædvanlig, var stemningen i top hele stævnet igennem. Vi var jo alle i samme båd med varmen, og det var hele tiden muligt at hente kolde flasker med vand mv i køleskabet i teltet.
Mange hilsener
Arnild
26. - 28. juni på Kærsgaard

Samlet resultat landsstævnet, Fyens Køre Selskab på Kærsgaard.


Resultat forhindringskørsel


Maratonresultater


Dressurresultater


Sidste frist for tilmelding, er i dag, mandag den 15. juni.
Der går spændende rygter om, at der for første gang i lang tid bliver oprettet en klasse for 4-spand hest.