Peter Grå Nielsen – En usynlig helt
I vores verden går der mange spændende og uundværlige mennesker rundt, næsten helt anonymt. De er ikke verdensmestre eller på nogen toplister – og derfor går de ofte under radaren. Det gælder også i vores sport, køresporten.

Selv måtte jeg lige spørge, hvad Peter Grå egentlig hed til efternavn. Jeg vidste det ikke, og en hurtig søgning på nettet gav heller ikke noget resultat. Ikke engang en resultatliste. Men nu kommer han altså på nettet – og det er, fordi han har valgt at træde ud af bestyrelsen i Bromme Køreforening.
Peter har været en del af foreningen siden 1997, og han har siddet i bestyrelsen to gange – senest fra 2017 og frem til nu. Foreningen blev stiftet i 1990, så man kan roligt sige, at Peter har været med til at forme den. I opslaget fra generalforsamlingen lørdag den 22. februar stod der:
*"Du har virkelig gjort en stor forskel for Bromme. Du er en ægte Brommer – altid hjælpsom, finder løsninger og møder altid op til diverse arrangementer."*
Grunden til, at Peter nu stopper i bestyrelsen, er, at han mener, der skal yngre kræfter til. Han siger selv, at hans stelnummer gør, at han ikke helt kan følge med længere. Og ja, 82 år er han jo. Men at finde nogen, der kan matche hans tempo? Det bliver ikke nemt.
Jeg har kendt Peter, siden han arbejdede hos Falck og kørte deres dyreambulance. Det var et job, han virkelig havde talent for. Folkene på modtagelsen på Landbohøjskolen (dengang den lå på Frederiksberg) roste ham til skyerne. Han har et helt fænomenalt tag på dyr – især heste. Når Peter kørte ambulancen, gik dyrene bare lige op uden problemer.
Foto: Køier.
I køresporten ser vi Peter overalt. Han hjælper hos firmaet Køier, han er kusk og statist i diverse filmproduktioner, og han har sågar været med til at sætte nyt bukklæde på Kongens Guldkaret. Han er også groom for Katja Lamborgs 4-spand – både til konkurrencer og shows, fx på Roskilde Dyrskue. Og det går ikke stille for sig! Jeg har set dem køre på to hjul – det kræver både mod og kræfter.
Katja Lamborg, som kusk, med Henrik, hendes mand og Peter Grå, som groom. Foto Bine Sierla
Hvis han ikke selv er med i konkurrencer, så hjælper han, hvor der er brug for det. Vi har også set ham bag ploven med Oldenborg-heste. Peter har den der helt særlige evne til at være alle steder – og altid med et smil på læben.
Han er virkelig én af dem, der gør en forskel – uden at råbe højt om det.