Propositioner

Arrangører: SKS, VKS, FKS og ØKS
Rettet til i oktober 2024

 

Rækkefølgen for afholdelse af stævner bliver således:
* VKS – 9/11-2024
* FKS – midt januar-2025
* SKS – 8/2-2025
* Finale hos ØKS – 16/3-2025 (ikke 100 % fastlagt)

 0. Formål med Indendørsstævner er:
- at give erfarne kuske og elitekuske lejlighed til at træne i indendørssæsonen. - at øge interesse og kendskab til køresporten lokalt, regionalt og på landsplan. - at give juniorer- og letøvede kuske interesse for køresport gennem overskuelige 1-dags arrangementer og kammeratligt konkurrence. - samt at fastholde interessen for at deltage/samarbejde på tværs af foreningerne også i indendørssæsonen.

1. Generelt
1.1 Slesvigske Køreselskab, Vestjysk Køreselskab, Fyens Køreselskab og Østjysk Køreselskab står som arrangører af et antal stævner, der alle kan tælle med i det samlede resultat.

1.2 De arrangerende foreninger påtager sig intet ansvar for skader på anden mands ejendom - ej heller for skader på personer, heste, ponyer, materiel samt bortkomne sager. Alle deltagere skal have den lovpligtige ansvarsforsikring.

1.3 Gyldig vaccinationsattest og hestepas fremvises på forlangende.

1.4 Indendørsstævner annonceres på det arrangerende Køre-selskabs hjemmeside/facebook. Propositioner er lagt op på mindst en af hjemmesiderne senest 14 dage før første stævne afholdes.
Ved tilmelding oplyses kuskens navn –hesten(e)s navn(e) – selskab – dressurklasse – vognbredde – og diverse så som deling af vogn, grooms, osv.

1.5 Stævnerne afholdes i et ridehus med minimum mål 20 x 60 m

1.6 Stævnerne skal indeholde 2 discipliner – Dressur og kombineret forhindringskørsel/maraton.

1.7 Der kan startes fuldt stævne med max. 2 spand pr. kusk, hvoraf det sidststartende skal markeres som værende udenfor konkurrence (UK) på start- og resultat-liste, hvis den arrangerende forening skønner, at der er plads på startlisten. Læs også 5.6.
Der kan ikke startes 2 gange med samme spand – ej heller med anden kusk.

1.8 Dommer/dommerkandidat vælges fra DKF’s dommerliste. Det er besluttet, at stævnerne kan afholdes med en dommer. Dog skal der til finalen være to dommere/dommerkandidater.

1.9 Hvad der ikke er nævnt i disse propositioner, så er FEI-reglementet gældende.

2. Discipliner
A: Dressur
2.1 Banens markering skal være med afstand i forhold til banens størrelse. På en 20 x 60 meter bane sættes bogstaverne med 10 meters mellemrum.

2.2 Der benyttes TØS dressurprogram for middelsvær, indendørs dressurprogram 5 for svær.
Letøvede kuske starter TØS dressurprogram let. Læs også 2.6. 

2.3 Dommerens point skal tilkendegives og nedskrives af en sekretær efter hver øvelse.

2.4 Dommeren afgiver 16 karakterer. Dommerens samlede pointsum trækkes fra 160 point for at beregne kuskens strafpoint fra dressuren.

2.5 Fejl bane og tilfælde af overtrædelse af regler vil blive tilkendegivet af dommeren.

2.6 Nybegyndere/ let øvede og miniheste (kuske, der ikke har startet landsstævner inden for de sidste 4 år) har ret til at starte dressurprogram 3 på lige fod med de øvrige kuske første år, de kører indendørsstævner.
Juniorer kører det af de 3 niveauer de passer til i forhold til erfarenhed. De har ikke en særskilt klasse.
Nytilkørte heste, der ikke har startet højere end program 3 (let klasse), må starte i let klasse det første år uanset kuskens status.
Miniheste (ponyer under 120 cm) kører i særskilt klasse enspænder eller tospand. Læs også 5.1.

X: Kombineret forhindringskørsel - maraton
2.7 Banen skal have 7 (1-7) porte samt 2 forhindringer opbygget på banen med 5 (ABCDE) porte.

2.71 Alle klasser kører alle porte.

2.8 På baneskitsen, der udleveres fra morgenen eller lægges op på hjemmesiden/facebook før stævnet, opgives der, hvilken rækkefølge banen skal køres. EX : Start 1-2, forhindring 1, 3-4-5, forhindring 2, 6-7, Mål.

2.9 Startlinien skal være mindst 5 m fra første port, og mållinien mindst 15 m fra sidste port.

2.10 Der er ikke sat nogen minimums- eller maksimum afstand mellem portene, men ruten skal være således, at kusken er i stand til at vedholde og evt. øge farten igennem størstedelen af banen.

2.11 Portbredden er 150 cm - såfremt vognbredden er uden for 125-130 cm gælder hjulbredde + 20 cm. Hjulbredden måles ved jorden, oven på fælgen og mellem baghjulenes ydersider. Portbredden i selve forhindringerne skal være minimum 3 meter.

2.12 Der er fri gangart i alle klasser.

2.13 Hver nedrivning giver 3 strafpoint.

2.14 Nedkørsel /nedrivning af tidligere kørt port giver 3 strafpoint.

2.15 Hvis en ekvipage vælter en del af en forhindring, så den ikke kan køres færdig, stoppes tiden, mens forhindringen opbygges, og der tillægges 10 strafpoint.

2.16 Hver deltager skal gennemkøre banen to gange med minimum to ekvipager imellem første og anden gennemkørsel.

2.17 Kusken idømmes 0,2 strafpoint for hvert påbegyndt sekund i hver gennemkørsel.

3. Deltagere
3.1 Indendørsstævnerne er åbne for medlemmer af køreselskaber under DKF

3.2 - fjernet

3.3 Alderskrav i henhold til FEI’s regler gælder også uden for banen, dog dispenseres for juniorkuske. Ekstraliner til groom er påbudt for juniorekvipager i alderen 7 – 10 år. Se reglement ved DKF.

3.4 4-årsheste må ikke deltage i nogen former for konkurrence før den 1. juli i det år, hvor hesten fylder 4 år og 4 års heste må ikke deltage i indendørs maraton.

4. Grooms
4.1 Grooms må stå op bag på vognen i alle discipliner. Grooms for de små enspænder miniheste (107 cm / 108 cm med sko) må stå på jorden, fra det år kusken fylder 14, men SKAL være synlig for dommeren.

4.2 Grooms, der hjælper mundtligt eller fysisk, ændrer stilling, bevæger vognen på nogen måde i disciplin A (dressur) medfører, at kusken får 20 strafpoint. Ligeledes hvis de rører jorden med begge ben under disciplin X (maraton). Grooms må påvirke vognen og hjælpe mundtligt under hele disciplin X (maraton).

4.3 Grooms kan deltage på flere ekvipager - dog skal der hele tiden være en groom ved vognen, når ekvipagen er forspændt.
 

5. Placeringer
5.1 Der køres i følgende klasser:
Enspænder middelsvær pony og hest
Enspænder svær pony og hest
Tospand pony og hest
Letøvede kuske
Miniheste enspænder

Miniheste tospand
– dvs. 6 klasser.

5.2 Til hvert af stævnerne uddeles der point til kuskene ud fra nedenstående skema.

5.3 Kun de kuske, der gennemfører stævnet, tæller i det samlede resultat.

5.4 Pointene lægges sammen til sidst - kuskens to bedste pointresultater + finale med samme ekvipage (læs: kusk og hest/heste) tæller til det samlede turneringsresultat, og den med flest point vinder samlet de afholdte stævner.

5.5 Hvis man ligger a-point, får begge kuske den højeste pointsats.
5.6. Til finalen, hvis 2 kuske ligger a-point ved sammenlægning af de 3 point, vinder kusken med det bedste resultat i finalen.

5.7 Hver kusk kan starte stævnet med flere ekvipager, men starter KUN i konkurrencen med det første spand - derved kan der godt være flere deltagere på dagen, end der gives point efter. Kusken skal markeres på startlisten U/K og tæller heller ikke med i dagens resultat med andet spand.
 

Pointfordelingen er således:
1.plads: 10 point
2.plads: 8 point
3.plads: 6 point
4.plads: 5 point
5.plads: 4 point
Rest.: 3 point

6. Vogne
6.1 Deltagerne skal bruge samme vogn i begge discipliner.

6.2 Alle vogntyper tilladt - dog med undtagelse af vogne med luft/gummihjul, som har en dimension, som er mindre og svagere end knallerthjul.

7. Påklædning
7.1 Maratonpåklædning bæres under alle discipliner. Grooms for Miniheste 1sp bærer farvet vest, så dommer let kan se, at groomen er til stede.

7.2 Godkendt sikkerhedshjelm bæres under alle discipliner – gælder også for grooms. Sikkerhedsvest er påbudt i maraton, men anbefales under hele stævnet.

7.3 Juniorer SKAL bære sikkerhedsvest og hjelm under begge discipliner.

8. Tilmelding
8.1 Tilmelding og betaling på konto til den arrangerende forening i flg. propositionerne - max 4 uger før stævnet og senest 10 dage før.

8.2 Den arrangerende forening har ret til at aflyse stævnet ved for få tilmeldinger (færre end 10 starter), samt begrænse antal deltagere.

9. Fravigelse
9.1 Propositionerne kan ikke fraviges uden en fra udvalgets accept – ej heller af dommeren. Hvis dette sker, vil resultatet ikke være gyldigt i den samlede stilling.

TØS-udvalget består pt. af:
Mads Dau, SKS
Mathias Birkely, FKS
Mia Hedegaard Hansen, ØKS
Christina Agervig Hansen, VKS
Anne Grethe Jensen, rep. for DSK

Forsiden af TØS-turneringen


Hold i dag

Instagram