Søheste – de sande redningsheste

Anne Grethe Nørgaard har delt en spændende historie med os, og vi vil meget gerne opfordre andre til at gøre det samme.
Søndag den 3. maj var en lille gruppe samlet på Nordre Strand ved Frederikshavn til generalprøve på en hestetrukken redningsbåd. Arrangementet er en forsmag på en større begivenhed, som Nordjyllands Kystmuseum og Skagen Event planlægger at afholde i Skagen den 6. juni 2026. Det kommer til at finde sted ved det gamle vippefyr i Gammel Skagen.
Flemming Nielsen fra VK fungerede som koordinator, og Kristian Kjeldsen deltog med sine imponerende slesvigerheste. Det var en oplevelse med historisk vingesus at se Kristian styre sit spand gennem vandet, mens sømændene håndterede den 500 kg tunge robåd. Det var både fascinerende og lærerigt at overvære, og det er godt at få øvet, inden det går løs til sommer.
