TØS-stævnet på Fyn – 11. januar 2025
![473225090_10234459533971875_3995524419868885672_n.jpg](https://danskkoereforbund.dk/cms/Clubdanskkoereforbund/ClubImages/Nyheder/473225090_10234459533971875_3995524419868885672_n.jpg)
Afholdt på Højmegaard Rideklub arrangeret af Fyens Køre Selskab.
Den 2. afdeling af TØS-turneringen som er et samarbejde mellem Slesvigske Køre Selskab, Vestjysk Køre Selskab, Østjysk Køre Selskab og Fyens Køre Selskab.
Formålet med TØS-turneringen er:
- At give erfarne kuske og elitekuske mulighed for værdifuld træning i indendørssæsonen.
- At øge interessen og kendskabet til køresporten – både lokalt, regionalt og på landsplan.
- At inspirere juniorer og letøvede kuske til at deltage i køresporten gennem overskuelige 1-dags arrangementer med en hyggelig og kammeratlig konkurrence.
- At styrke samarbejdet og fastholde interessen for køresporten på tværs af foreningerne, også i vintermånederne.
Ros til Fyens Køre Selskab
Fyens Køre Selskab, som stod for afviklingen af stævnet, modtog stor ros på sociale medier. Deltagerne fremhævede blandt andet:
- *"Rigtig godt stævne, styr på alt fra parkering til mad, det kørte så fint."*
- *"Hyggelig dag – det var godt planlagt :-) Dejligt, at folk er så gode til at tage imod."*
Resultater fra stævnet
28 ekvipager deltog i både dressur og maraton/forhindringskørsel, og Danmark viste endnu en gang, at vi har nogle af verdens dygtigste kuske.
- 1-spand pony: Karina Blaabjerg, som er nummer ét på FEI’s verdensrangliste i denne klasse, imponerede ved at tage både 1. og 2. pladsen.
- 2-spand hest: Lars Jespersen Dau vandt, mens Niels Schelde-Petersen tog 2. pladsen. Begge er yderst rutinerede kuske. Christian Jespersen Dau sikrede sig en flot 3. plads. Og når så gode, dygtige kuske, som Lars, Niels og Karina er til start, er det en god ide at kikke på placeringerne lige efter, for at se, hvem der med tiden kan komme foran dem.
- 1-spand pony (mini-klassen): Aya Jensen vandt med sine ponyer af shetlandsk eller miniaturetypen.
- Middelsvær klasse: Annette Madsen tog sejren.
- 1-spand pony (Karina Blaabjergs klasse): Alis Søgaard Jensen sikrede sig en flot placering lige efter Karina.
Næste afdeling i TØS-turneringen arrangeres af Slesvigske Køre Selskab den 8. februar.
![](https://danskkoereforbund.dk/cms/Clubdanskkoereforbund/ClubImages//Nyheder/472542483_10234450912716349_8453237248510420669_n.jpg)
Desværre har det ikke været muligt at finde mange foto fra stævnet, hermed en opfordring til at sende hjemmesiden foto fra arrangementer. Gør lige opmærksom på at vi alle er amatør, frivillige, så alt har interesse, de behøver ikke være professionel kvalitet. Karen Frederiksen har taget fra banegennemgang, tak.